Christian Ravnbak om at skabe personlige fortællinger
Blomsterkunstneren Christian Ravnbak har arbejdet med blomster, siden han som 16-årig tog til Frankrig og blev besat af påskeliljer og mimoser. Senere blev han ansat til at dekorere kokken Frederik Bille Brahes restauranter med blomster og herfra udviklede 24-årige Ravnbaks virke sig til i dag at omfatte smukke borddekorationer med antikke samlerobjekter og blomster med personlige minder til restaurantåbninger, private arrangementer og middage for hæderkronede modehuse.
Jeg boede i Frankrig i et år efter 9. klasse for at lære sproget. I marts stod gadesælgerne i gule boder rundt omkring i Paris og solgte små bundter af påskeliljer, der var bundet så stramt, at de lignede mikrofoner. Sælgerne så nok bare en mulighed for at tjene penge, men for mig var det en fantastisk scene, som udspillede sig, når de stod og råbte efter kunder – blomsterne var så smukke. På en tur til Sydfrankrig opdagede jeg mimoser for første gang. De gror, som birketræer gør i Danmark. At opleve et mimosetræ en eftermiddag, hvor forårssolen har stået og varmet hele dagen, så der pludselig vokser en stor gul sky på træet, er fantastisk.
Det var i Frankrig, at min fascination for blomster for alvor begyndte at vokse. Det var også her, jeg blev samler af antikke ting.
Jeg fandt så mange skønne skåle, kopper, tallerkner og vaser på markederne. Da jeg begyndte at arbejde med blomster og dekorere borde var det ofte med udgangspunkt i en vase eller skål, jeg havde fundet. Jeg ledte efter en måde, hvorpå jeg kunne tilføje noget til de ting, jeg havde samlet, og da jeg forenede blomster og antikviteter, blev jeg klar over, at det var det, jeg kunne bidrage med.
Når jeg skal finde blomster til et bord, jeg skal dække, vælger jeg oftest dem, der har en betydning for mig. Som vækker minder ligesom påskeliljerne og mimoserne fra Frankrig. En tredje favorit er liljekonvallen, en sød, lille og duftende blomst, som jeg såede med min farmor, da jeg var barn. Eller georginer, som jeg fik lov til at plukke i kæmpestore mængder, da jeg arbejdede for Camilla Plum, og bagefter fyldte en terrin fra 1800-tallet til randen med. Når jeg ser en blomst, som rammer mig, bliver jeg helt høj. Jeg får lyst til at tage den med hjem og sætte mit præg på den. Det er altid en intuitiv proces, jeg planlægger aldrig, hvilken blomst jeg skal vælge på forhånd.
At mine ting har en historie, gør alt for mig. Jeg på kigger på dem og tænker: ”Du har virkelig levet. Hvad mon du har set? Hvor er jeg glad for, at du gør mine blomster så skønne.” Jeg kan kun tolke tingenes historie ud fra, hvordan de ser ud. Det er ikke vigtigt for mig, hvem der har lavet dem, det handler om at nyde deres udseende. At spise min morgenbolle på en særlig tallerken, som har et helt liv bag sig, giver mig en indre varme. En gnist. Som når man er til en koncert og tænker, at nu kan det ikke blive vildere.
Jeg er ikke sikker på, at de mennesker, jeg inviterer til at spise af tallerkenen, får den samme følelse, men bare det at få lov til at dele den med andre, gør mig glad.
At dække et bord er for mig at skabe universer og små fortællinger. Blomsterne bærer personlige minder, og tingene bringer en historie med sig. Jeg er ikke sikker på, at min fortælling kan ses af alle, men for mig fortæller blomsterne, vaserne, tallerknerne, skeerne og dugen altid noget, og så kan jeg kun håbe på, at mine valg påvirker gæsterne. Det er umuligt for mig at sige, hvorfor objekterne spiller sammen, men det gør de. Det er selvfølgelig placeringen af de forskellige ting, som er afgørende. Hvordan de står under blomsterne. Jeg har ikke en opskrift. Det er noget, jeg mærker, når jeg ser det.